I en tid hvor nyheder om skovbrande, oversvømmelser og smeltende iskapper fylder i vores daglige mediestrøm, er det ikke mærkeligt, at mange begynder at mærke en voksende uro. For nogle bliver denne uro dog til mere end almindelig bekymring — den udvikler sig til en gennemgribende angst, der kan påvirke både søvn, koncentration og livsglæde. Klimaangst er et relativt nyt begreb, men den følelsesmæssige virkelighed bag ordet er meget reel. Den kan vise sig som en konstant følelse af at være på vagt, en tung skyldfølelse over sin egen livsstil eller en gennemtrængende frygt for fremtiden.
Som psykolog møder jeg flere unge og voksne, der kæmper med at balancere et oprigtigt engagement i klimaet med en lammende følelse af magtesløshed. Mange oplever, at tankerne om klodens tilstand tager al pladsen i hovedet — de kan ikke slappe af, ikke glæde sig over de små ting og har svært ved at være nærværende i deres relationer. Det kan føre til isolation, tristhed og en følelse af at livet mister mening. Når man konstant føler, at man bør gøre mere, men samtidig oplever, at ens indsats er en dråbe i havet, bliver det svært at finde fodfæste.
Det første skridt i arbejdet med klimaangst er ofte at normalisere følelsen. Den udspringer af omsorg og ansvarlighed — egenskaber, der i sig selv er sunde og værdifulde. Problemet opstår, når de bliver så dominerende, at de overskygger alt andet. I et forløb hos en psykolog
kan man få hjælp til at adskille handling fra selvbebrejdelse og arbejde med at skabe et mere bæredygtigt mentalt rum omkring klimabekymringerne. Terapi kan hjælpe med at sætte grænser for, hvor meget klimaet skal fylde i hverdagen, uden at man mister sin drivkraft eller sit engagement.
På siden om klimaangst beskrives, hvordan man kan arbejde med at give plads til både sorg og håb, uden at den ene udelukker den anden. I samtalerne arbejder vi med at genfinde balancen mellem at tage ansvar og samtidig tillade sig selv at leve et meningsfuldt liv i nuet. Mange finder ro i at fokusere på de ting, de faktisk har indflydelse på, og gradvist acceptere, at de ikke kan bære hele verdens problemer alene. Den indsigt kan være en lettelse, men også en langsom proces, der kræver tålmodighed og venlighed over for sig selv.
Det kan føles paradoksalt at give slip, når man brænder for en sag, men i virkeligheden er det netop omsorgen for sig selv, der gør det muligt at blive ved. Ingen kan kæmpe for en bedre verden, hvis de brænder ud undervejs. Klimaangst handler derfor ikke kun om frygt for fremtiden — den handler også om at lære at finde tryghed i nuet, så man kan blive ved med at håbe, handle og leve.